Faste af hund og kat inden bedøvelse og narkose, hvorfor?
Du har sikkert hørt det før… Men ved du egentlig hvorfor det er så vigtigt?
Når dit kæledyr skal bedøves eller under fuld narkose, f.eks. til tandrensning, operation eller anden behandling som måtte kræve fuld narkose eller mild bedøvelse, er det vigtigt at kæledyret møder op på klinikken fastet. Det betyder at kæledyret ikke må få mad i 6-12 timer før narkosen foretages. Vores personale vil ved booking af tid til narkose, oplyse dig omkring dette og her har du samtidig rig mulighed for også at stille spørgsmål.
Sikkerhed!
Vi arbejder med levende væsener, jeres kære kæledyr, og en narkose er aldrig uden risiko, så vi skal gøre alt hvad vi kan for at minimere risikoforholdene så meget som muligt.
Under narkose er kroppen afslappet – det gælder også musklerne i svælget og halsen. Hvis mavesækken ikke er tømt, kan kæledyret kaste op og der er risiko for at maveindholdet løber ned i lungerne – også selvom vi intubere (placerer en plastiktube i luftrøret) – det kan give en alvorlig lungebetændelse. Det kalder vi aspiration. Det kan medfører alvorlige komplikationer for kæledyret.
Opkast er ikke altid synligt
Opkast er ikke altid synligt. Væske/indhold fra mavesækken kan løbe ned i luftvejene uden at det opdages med det samme og giver dermed ikke synlig opkast som vi normalt ser det.
Smertefri og tryg opvågning!
Et fastet kæledyr kommer sig oftest hurtigere og med færre bivirkninger efter en narkose. En tom mave giver mindre kvalme og ubehag i fasen efter narkosen. Det gør situationen mindre stressfyldt og mere behagelig for dit kæledyr.
Kaniner og gnavere gør en undtagelse! – de skal IKKE møde op fastet!
Kaniner og gnavere må derimod IKKE faste inden en operation. Deres fordøjelsessystem er bygget til at være i gang hele tiden, så deres tarme ikke går i stå, da det kan gøre dem alvorligt syge. Kaniner og små gnavere kan desuden ikke kaste op, så der er ikke samme risiko for aspiration som hos hund og kat.
Vi passer på dit kæledyr og TAK fordi du hjælper os med det, ved at faste din hund eller kat inden en narkose
