I klinikken anbefaler vi som standard, at vaccinere med Nobivac DHPPi og Nobivac L4
Vaccinerne beskytter mod følgende sygdomme:
Hundesyge (D)
Hundesyge er en alvorlig virussygdom, som kan angribe luftveje, mave-tarmkanal og nervesystem. Symptomerne kan bl.a være feber, hoste, diarré, opkast og neurologiske tegn som kramper. Sygdommen kan være dødelig eller give varige skader.


Smitsom leverbetændelse (H)
Denne sygdom skyldes canine adenovirus og påvirker især leveren, men kan også skade øjne, nyrer og blodkar. Hunde kan få feber, mavesmerter, opkast og blødninger. I alvorlige tilfælde kan sygdommen være livstruende.
Parvovirus (P)
Parvovirus er en meget smitsom og alvorlig virrussygdom, især hos hvalpe. Den giver kraftig opkast og blodig diarré, som hurtigt kan føre til dehydrering og livstruende påvirkning. Virus kan overleve længe i miljøet og smitter let mellem hunde.


Parainfluenza (Pi)
Parainfluenzavirus er en af de hyppigste årsager til kennelhoste. Sygdommen giver typisk tør hoste, irritation i luftvejene og utilpashed. Hos de fleste hunde er sygdommen mild, men hos hvalpe, ældre eller svækkede hunde kan den udvikle sig mere alvorligt.
Leptospirose (L4)
Leptospirose er en bakteriesygdom, som smitter via urin fra blandt andet rotter og andre vilde dyr. Hunde kan smittes gennem vandpytter, fugtige områder eller forurenet miljø. Sygdommen kan give feber, sløvhed, opkast samt alvorlig skade på lever og nyrer. Leptospirose kan også smitte til mennesker, og vaccination er derfor vigtigt både for hundens og familiens sundhed.

Derudover tilbyder vi også vaccinerne Respira Bb, Nobivac BbPi og Rabies
Bordetella bronchiseptica (Bb)
Bordetella er en bakterie, der kan forårsage kennelhoste. Den giver irritation i luftvejen og kraftig hoste, som kan vare i flere uger. Hunde, der ofte møder andre hunde – fx i hundeskov, på pension, til træning eller udstilling – har større risiko for smitte.
Vaccinen kan enten gives som injektion (Respira Bb), eller i kombinationsvaccinen (Nobivac BbPi) der gives som dråber i hundens næse.
Rabies
Rabies er en dødelig virussygdom, som angriber nervesystemet. Sygdommen kan smitte til mennesker og findes fortsat i mange dele af verden. Danmark er fri for klassisk rabies hos husdyr, men vaccination er nødvendig ved rejser for at overholde internationale regler og beskytte både dyr og mennesker. Rabiesvaccination gives ved rejser til udlandet, da dette er et lovkrav i mange lande.

Har du spørgsmål til vaccination eller din hunds vaccinatiosnprogram, hjælper vi gerne med rådgivning tilpasset netop din hund.
